Bliv frivillig pårørenderådgiver

FRIVILLIG PÅRØRENDERÅDGIVER

… til pårørende i Brydehuset

Vil du være med til at hjælpe pårørende til mennesker, der kæmper med rusmidler eller gennemgribende sociale eller psykiske udfordringer? Har du mod på at skabe rammerne og lytte, så endnu flere pårørende kan få øje på egne styrker og nye handlemuligheder?

Vi har brug for dig, der kan afse en aften ca. to gange om måneden og give de pårørende et sted at mødes og tale med nogen, der forstår deres situation. Sammen med andre frivillige pårørenderådgivere. Du vil blive sat ind i området, oplært og modtage professionel supervision løbende, så du altid er tilpas klædt på til opgaven.

”Jeg glæder mig over muligheden for at være pårørenderådgiver, først og fremmest fordi jeg får lov at møde mennesker, som har modet til at komme og dele deres svære oplevelser med andre. Og så er arbejdet med til at udvikle mig som socialrådgiver, fordi jeg kan dygtiggøre mig i at lytte til mennesker og være med til at facilitere en gruppe” (Anne-Sofie, Socialrådgiver, Frivillig) 

Temaaftener

Du vil indgå i et lille frivillig-team på cirka fire, der afholder, udvikler og faciliterer tematiserede pårørendeaftner en-to gange om måneden i Brydehusets lokaler. Tilbuddet og konceptet hænger sammen med det pårørendearbejde, der også udføres i resten af Brydehuset, men kan kun lade sig gøre i kraft af vores frivilligkorps. Du bliver tilknyttet Brydehusets konsulent og pårørendekoordinator, Mette Herold Pedersen, som du altid kan trække på.

Brydehusets arbejde hviler på en kognitiv, systemisk og recovery-orienteret tilgang. De tre forståelsesrammer supplerer hinanden og rummer alle et menneskesyn, hvor der er vægt på autonomi, ansvar og anerkendelse. Det er også denne forståelsesramme, der guider vores tilgang til pårørende.

Vi leder efter dig…

Din baggrund og faglighed gør dig i stand til at lytte, spørge ind og perspektivere. Du kan se dig selv som facilitator af en større gruppe i samarbejde med andre frivillige, og du er interesseret i at lytte nærværende og være sparringspartner også på tomandshånd. Måske er du psykolog, terapeut, humanist eller socialrådgiver – eller ved at uddanne dig. Du har måske livserfaring gør dig i stand til at sætte dig ind i dilemmafyldte livssituationer. Måske har du selv oplevet at være pårørende, og du er afklaret om din egen historie og relation, så du har mulighed for at gå fordomsfrit ind i mødet med andre. Eller måske vil du gerne kende mere til pårørendeområdet og kan se en mulighed for at hjælpe samtidig med, at du selv bliver klogere. Frem for alt har du lyst til at give lidt af dig selv for at hjælpe andre.

Tid og sted:

Du skal generelt have mulighed for at deltage tirsdage i ulige uger kl. 16.30-19.30

Se de planlagte pårørendeaftner her: https://ballerup.nemtilmeld.dk/series/paaroerendeaften-i-brydehuset/

Interesseret? Skriv en mail til Brydehusets konsulent og pårørendekoordinator Mette Herold Pedersen på mep2@balk.dk. Skriv dit navn, kontaktoplysninger og lidt om, hvorfor du har lyst til at være frivillig pårørenderådgiver i Brydehuset. Jeg ringer tilbage til dig, så du også får mulighed for at spørge mere ind, og vi sammen kan finde ud af, om det giver mening. Jeg glæder mig meget til at høre fra dig.

Om Brydehuset: Brydehuset har tilbud til borgere med sociale, rusmiddelmæssige og psykiske udfordringer. Brydehuset består af to overordnede kompetenceområder. Brydehuset Rusmiddelbehandling er et specialiseret kompetence- og behandlingscenter for mennesker i stofmisbrug, alkoholmisbrug og deres pårørende. Derudover tilbyder Brydehuset Pædagogik & Vejledning bostøtte-ydelser til borgere med behov for støtte i hjemmet. Brydehuset er en del af Ballerup Kommune. Læs mere på brydehuset.dk.