Fylder rusmidler for meget?

Få hjælp nu – gratis og anonymt

Kontakt os i dag for en snak om, hvordan vi kan hjælpe dig.

Ring til os på 4477 3737.

UNGEBEHANDLING

Særligt tilbud om rusmiddelbehandling til unge mellem 12-24 år

I Brydehuset tilbyder vi misbrugsbehandling for unge. Siden 2016 har vi udviklet og arbejdet med metoder, der tager højde for unges særlige behov. Vi kalder modellen U18 (udviklet af Århus Kommune og Center for Rusmiddelforskning). Den blev implementeret, fordi unge har brug for en anderledes tilgang til rusmiddelbehandlingen end voksne. Vi ser unge som hele mennesker og rusmidler er ofte et symptom på andre udfordringer. Vi tror på, at den unge er ekspert i eget liv og derfor arbejder vi med støtte, motivation og dialog i stedet for pres. Ungdommen er en tid med mange valg og udfordringer, og vi hjælper unge med at navigere i alt fra skole og familie, til fremtidsdrømme og sociale relationer.

Vores arbejdsmetode har til formål at:

  • Styrke trivsel og udvikling og finde motivation til en sundere fremtid
  • Understøtte skolegang, fritid og familieliv
  • Skabe et stærkt netværk
  • Udvikle redskaber til at håndtere ungdomslivet uden rusmidler

Fokus for behandlingen er dine ønsker og drømme, at styrke din evne til at træffe sunde valg og at skabe en tryg ramme, hvor du føler dig lyttet til og forstået.

Misbrugsbehandling for unge - indhold i behandlingen

I vores misbrugsbehandling for unge bruger vi U18-modellen, som fokuserer på hele ungdomslivet – skole, fritid, familie og venner – og inddrager både unge og deres netværk for at sikre bedst mulige resultater. Ballerup Kommunes U18 model baserer sig på viden fra den oprindelige U18 model og på vores erfaring med unge gennem 9 år. Indhold i samtalerne kan være reduktion eller ophør af rusmiddelbrug, svære følelser og strategier til at håndtere dem uden rusmidler, relationer til familie og venner eller udfordringer i skole, uddannelse eller hjemmet.

Forløbet tilpasses individuelt og kan indeholde følgende elementer:

  • En fast kontaktperson/behandler
  • Individuelle samtaler, tilpasset den unges behov
  • Mulighed for lægesamtaler og NADA-akupunktur
  • Familiesamtaler for at styrke samarbejdet mellem den unge og deres forældre
  • Pædagogisk støtte, f.eks. hjælp til fremmøde eller struktur i hverdagen
  • Gruppeforløb og aktiviteter i ungecafeen hver torsdag
  • Tilbud om medlemskab i Fit & Sund for at fremme fysisk og mental trivsel

Opstart i behandling

Når vi arbejder med misbrugsbehandling for unge, vil behandlingsforløbet starte med en informations- og rådgivningssamtale med en behandler eller socialrådgiver. Der er 14 dages behandlingsgaranti, så du får en aftale inden for 14 dage efter den første kontakt. Ring eller skriv til os for at bestille tid. Se kontaktinfo nedenfor.

Forløbet begynder med en uforpligtende samtale, hvor vi taler om dine udfordringer og det, der fylder for dig lige nu.

    Forældrenes rolle

    Forskning viser, at unge får bedre resultater, når forældre inddrages. Derfor kan forældre spille en vigtig rolle i behandlingen. Vi tilbyder en samtalerform, der hjælper forældre med at forstå og støtte dig som ung. Vi tilbyder også kurser om unges udfordringer med rusmidler.

      Tilbud til unge som ønsker råd og vejledning

      Makeitstop er Brydehusets platform til unge, som oplever at alkohol eller stoffer begynder at fylde for meget. Budskabet bag “makeitstop” er enkelt: Vi er her, når du ønsker råd og vejledning eller hvis du ønsker at foretage en forandring. Det kan være misbrug, pres, problemer med familie og venner eller noget andet. Vi tager udgangspunkt i dine konkrete behov og ønsker, og kan tilbyde rådgivende samtaler, socialrådgivning  og behandling hvis der er behov for det. Vi har også en ungecafé hvor du frit kan komme og være med. og bare være til stede eller få en snak med en af vores rådgivere eller andre i huset.

      Mange unge kommer sammen med en kammerat, som allerede kender huset, fordi de har været eller stadig er i behandling. På den måde lærer du huset at kende. De fleste af vores unge er i behandling for hashmisbrug, kokain, og feststoffer, som MDMA eller amfetamin. Ligegyldigt om det er stofmisbrug eller alkoholmisbrug er du velkommen indenfor.

      Se mere her på makeitstop.dk

        Kontakt Brydehuset her:

        Her kan du kontakte os, hvis du ønsker råd og vejledning vedrørende alkohol eller stoffer.

        Du har også mulighed for at ringe til os på 4477 3737 i alle hverdage, hvor vi sidder klar ved telefonen i tidsrummet:
        Mandag – torsdag: 09-15 og Fredag: 09-13