Udnævnelsen af Danmarks bedste arbejdspladser blev i aftes præsenteret af konsulentvirksomheden ”Great Place to Work” ved prisoverrækkelsesfest i Cirkusbygningen. Det er tredje gang Brydehuset deltager i konkurrencen og alle årene har Brydehuset opnået en plads som en af Danmarks bedste arbejdspladser. I år er Brydehuset placeret som nummer 6 i kategorien arbejdspladser mellem 20-49 medarbejdere.
Centerleder Ann Dorte Ahrenskjær fortæller: ”Brydehuset er en offentlig virksomhed indenfor et alvorligt arbejdsområde. Vores arbejdsglæde og stærke følelse af fællesskab er tæt forbundet med at gøre forskel for vores brugere og deres pårørende. Vi er i tæt kontakt med mennesker, som befinder sig i en alvorlig livssituation. Derfor bliver medarbejdernes glæde og trivsel vigtige faktorer i at tage de initiativer, der er nødvendige for at hjælpe vores brugere med at skabe et liv, hvor de selv er i kontrol. Derfor er vi igen meget glade for at blive udnævnt som en af Danmarks bedste arbejdspladser! ”
Kulturen i Brydehuset er præget af stor tillid til hinanden og tillid til ledelsen. Samtidig har Brydehuset en stærk iværksætterkultur, hvor der er stor frihed under ansvar til at tage initiativer og igangsætte projekter.
Ifølge ”Great Place to Work modellen” er det netop høj tillid til hinanden og stolthed i arbejdet, som kendetegner den gode arbejdsplads. Resultaterne fra undersøgelsen bruges aktivt i Brydehuset ifm personaleaktiviteter.
Ann Dorte Ahrenskjær fortæller: ”Vi arbejder seriøst resultaterne fra undersøgelsen. Det er er medarbejdernes stemme og det er netop medarbejderne, der gør en forskel for vores brugere på daglig basis. Der føres en åben dialog med medarbejderne. Her sætter vi fokus på tilfredshed og arbejdsglæde for løbende at kortlægge hvordan vi kan forbedre disse fremadrettet.”
Om Brydehuset
Brydehuset er et specialiseret kompetence- og behandlingscenter for både stofbrugere, alkoholikere og deres pårørende. Brydehusets behandlingstilbud er reguleret af bestemmelserne i Service- og Sundhedsloven. Brydehuset har 30 medarbejdere med over 400 brugere indskrevet på årsbasis.
Om Danmarks Bedste Arbejdspladser®
Undersøgelsen deles i to: I den ene del svarer medarbejderne anonymt på et spørgeskema. Dette har til formål at evaluere graden af tillid mellem ledelsen og medarbejdere med udgangspunkt i definitionen af den gode arbejdsplads som et sted, hvor medarbejderne har tillid til ledelsen, er stolte af deres arbejde og føler fællesskab med deres kolleger. Den anden del er kulturprofilen, som er et udviklingsværktøj, der giver overblik over organisations- og lederpraksis på en række områder, der er afgørende for at opbygge tillid, stolthed og fællesskab.